Yndere af krimier med sans for sort humor og makabre handlinger får her velskrevet underholdning i nogle timer.
Forfatterens bøger om skurken, psykopaten, charmøren og morderen Tom Ripley har haft mange læsere, og denne genudgivelse kan passende bevirke en udskiftning af gamle, gennemlæste eksemplarer. Handlingen taget fat, da en af Ripleys gamle venner anmoder ham om at finde en amatør, som kan myrde 2 italienske mafiatyper i Hamburg for at skærpe det tyske politis opmærksomhed på mafiatruslen og få dem smidt ud af Tyskland. Det lykkes at finde en egnet person, men ikke uden at Tom Ripley selv bliver engageret, og så er spillet kørende.
En nyudgivelse af forfatterens bøger om Tom Ripley. Tom Ripleys spil udkom første gang i 1974 og er tidligere filmatiseret. Nærværende udgave er sproglig ajourført og revideret i 2010.
Patricia Highsmiths bøger om Tom Ripley er klassikere i krimilitteraturen og betegnede et nybrud i genren, da de udkom. På trods af alderen kan nærværende bog stadig læses med stor fornøjelse for dens humor og makabre handling.