Tegneserie i farver. Midt i et videnskabeligt forsøg bortføres Zorglub fra Champignac af den internationale forbryderbande Trianglen. Splint og Co. forfølger dem til sydhavsøen Tora Torapa.
Beskrivelse
Emneord
Minder om
Anmeldelser (2)
Bibliotekernes vurdering
d. 18. dec. 2018
af
af
Walther Knudsen (børn)
d. 18. dec. 2018
Samtlige helte og skurke, som i tidens løb har optrådt i Splint & Co., optræder alle i dette album; et dækkende handlingsreferat vil derfor være overmåde kompliceret. Hovedsagen er, atsuperskurkene - Trianglen - har besat en af Zorglubs gamle baser, Tora Torapa, hvorfra de vil erobre verdensherredømmet, denne gang med radiostyrede, forgiftede myg. Det er vel overflødigt atbemærke, at vore helte (allesammen) klarer ærterne. Dette album er på flere punkter anderledes end Fourniers tidligere: Tegnestilen er tættere på Franquins; der er mere vægt på action end på humor;side- og billedopbygningen, der altid har været konservativ i S. & Co., er forsøgt peppet op, ikke altid med et godt resultat. Et væsentligt mistag har Fournier gjort i dette album: Somindledningsvis nævnt er alle gamle og nye helte og skurke ført i marken, og derved tabes overblikket totalt, henvisninger til tidligere albums florerer. Målgruppen er som for tidligere bind: 10-14årige.
Bibliotekernes vurdering
d. 18. dec. 2018
af
af
Arne Olsen (skole)
d. 18. dec. 2018
Kampen mellem Trianglen og Splint & Co. fortsætter. Her kidnappes Zorglub, og under falsk påskud konstruerer han for Trianglen på en af sine tidligere baser i Sydhavet (se hf. 2 og 3) etmasseudryddelsesvåben. Som sædvanligt mislykkes de ondes planer takket være Splint & Co., men de slipper selvfølgelig fra det med livet - så serien kan fortsætte i samme skure. Fournier har nokmange skøre indfald (men hvad kan snart overraske én i de komiske spændingsserier?). Ofte kører han dog på tomgang og må spæde historien op med triviel situationskomik for at få den til at strækkehæftet ud - vel at mærke scener som ikke bringer historien videre! Bunden nås i beskrivelsen af den indfødte polynesiske befolkning og dens kriterium for lykke = turisme! Eller rettere: bunden erefter min opfattelse for længst gået ud af denne serie, hvis man med bund her antyder et mindstemål i kvalitet.