Laila Ingrid Rasmussen (f. 1960) har skrevet tre romaner, senest den meget roste Stjernen, 2004, som fortalte om et København, der var engang. Den linje fortsætter hun i disse noveller, der fortæller om en tid med gruekedler i tredje baggårds kælder, bakelittelefoner og brune mælkeflasker. Fortælleren er en pige, som man kommer til at knuselske. Hun opdrages som pigebørn nu bliver, til en velordnet, kontrolleret og fornuftig tilværelse, men alting i hende stritter imod, og gang på gang skaber hun kaos og opstandelse. Hun erobrer sin verden med vidtåbne sanser og stor, uregerlig livsappetit, lige fra hun som to-årig æder en hel kasse fine franske blommer, mens hun er parkeret i sin barnevogn udenfor den lokale grønthandler, til hun år senere i et juleoptog lige skal puste lidt til sit lys og kommer til at sætte ild til Luciabrudens lange, blonde hår. Sproget er vidunderligt kreativt (nu ved jeg, hvad en javertusse er) og flot sanset; det ser, hører, føler, snuser sig gennem et København set fra barnehøjde. Der er passager med nærmest fysisk intensitet, for eksempel når pigen sidder med bare fødder på et solbeskinnet trappetrin en stille søndag eftermiddag og mærker varmen på den ene side af ansigtet. Smuk novellesamling, vil være fin til oplæsning, god til læsekredse og dejlig bare at opleve på egen hånd.