Er man bare lidt interesseret i jødisk kultur og Israels historie er bogen oplagt læsning, og samtidig vil fortællevinklen også være interessant for en del læsere.
Forfatteren er svensk journalist og oversættes her for første gang til dansk. Med en 13-årig jødisk dreng som iagttager og fortæller følges i første omgang livet i hans familie, der er i opbrud. Hans forældre skilles, og moderens nye mand er ikke jødisk. Desuden følges livet i den jødiske menighed i Göteborg. Bogen foregår i 1987, og på den tid foregår den første palæstinensiske opstand mod Israel. Alle 3 niveauer mikses sammen og beskrives fra barnets synsvinkel, og det bliver der en både dramatisk og lavmælt humoristisk historie ud af med mange finurlige betragtninger og interessante personer. Bogen åbner sig ikke umiddelbart, men kræver opmærksom læsning, og så er det en givende oplevelse.
At lade en histories elementer beskrives fra et barns synsvinkel er ikke et ukendt forfattergreb. Af lysende eksempler dukker især Reidar Jønssons Mit liv som hund op, men den er mere morsom. De har dog delvist samme læsepotentiale.
En dramatisk tid på internationalt og privat, dagligt niveau, der fortælles - velskrevet og ganske charmerende - set fra en 13-årig drengs synsvinkel. Samtidig gives et indblik i livet i det jødiske miljø.