En bog til coaches, som ønsker en mere evidensbaseret og reflekterende praksis indenfor coaching.
Forfatteren er ph.d. i psykologi og og professor i sport- og coachingpsykologi ved Københavns Universitet. Tredje generations coaching fremhæver et narrativt-samskabende partnerskab. Hvor coaching tidligere handlede om at hjælpe fokuspersonen til at nærme sig et bestemt mål, er denne nye metode mere dybdegående, mindre målfokuseret og handler mere om at arbejde med værdier og identitet. Han ønsker at coaching skal være med til at skabe en ny udvikling af forskellige dialogformer, i udviklingssammenhænge, teamsammenhænge og organisationer. Bogen er generelt teoritung, med beskrivelser af mange moderne teorier om identitet, selvkonstruktion, læring, udvikling og det narrative perspektiv. Han belyser forskellige interventionsteorier. Han beskriver både teori og praksis i den narrativ samskabende coaching m.m. Ligeledes beskriver han professionspraksis mellem forskning, viden og refleksion. Generelt ønsker han ikke coaching i en rendyrket form, men ønsker at få folk til at gå i dialog fremfor diskussion. www.sp-coaching.dk.
En bog i samme genre er Narrativ coaching - en ny fortælling : individuelt og i team, 2010.
Bogen er mest for dem, der arbejder professionelt med coaching som disciplin. Den er på et højt fagligt niveau med en spændende tankegang, som sikkert vil vinde mere indpas i fremtiden. Bogen er tung af teori, men der vil nok være en del lånere til den alligevel.