Den vellykkede samtalebog mellem to af nøglefigurerne fra de senere års politiske liv vil nok have bred appel hos de politisk interesserede.
Journalisten Peter Rundle har sat Marianne Jelved og Mogens Lykketoft stævne i et sommerhus. Begge er kendt for at have svært ved at håndtere mediernes krav om korte budskaber, men her får de over et par dage lejlighed til at diskutere og folde deres synspunkter ud på den danske politik, de selv har været en del af. Hjulpet på vej af Peter Rundle kommer de gennem samtaler om politikernes rolle, venskaber på tværs af partiskel, deres tætte samarbejde i Nyrup-regeringen i 90'erne og deres ikke så vellykkede forsøg på at etablere en opposition til Anders Fogh - selv om de begge har en stærkt kritisk holdning til vores nuværende statsminister. Der kommer nye facetter frem om formandsopgørene i Socialdemokratiet og der bliver også plads til politiske anekdoter i den gode sommerhusstemning. Illustreret med fotografier af Marianne og Mogens der laver mad, vasker op og går tur langs stranden.
Der er skrevet adskillige bøger om de to politikere og analyser fra den tid de sad ved magten. Fx interviewbogen Jelveds Danmark, 2006 der ligner i form og tilgængelighed.
Den velskrevne samtalebog giver et godt indtryk af de tidligere så magtfulde politikeres holdninger og personligheder og af vilkårene for at deltage i det politiske spil.