Bernard Prince henvender sig nu som tidligere til unge og voksne spændingsfans.
Bernard Prince udkom sidst på dansk i 1985. Efter at Greg og Hermann stoppede samarbejdet om serien i 1978, har der været sporadiske forsøg på at videreføre den med andre tegnere, men uden det store held. Når Hermann nu overraskende har besluttet sig for at genoplive Bernard Prince, er det med sønnen Yves H. som manuskriptforfatter, men heller ikke den kombination er tilsyneladende optimal. Selv om Yves H. kører et par af Princeś tidligere med- og modspillere i stilling til sin intrige, lykkes det aldrig rigtigt at genskabe den gamle Greg-magi, og det skyldes primært en alt for enstrenget handling. Beretningen om Princes færd ind i den sydamerikanske jungle for at redde sin protegé Djinn ligner på overfladen heltens tidligere meritter i de samme omgivelser: men der mangler nogle sidehandlinger til for alvor at sætte spændingstemperaturen i vejret.
I 1960'erne og 1970'erne kæmpede Bernard Prince og hans venner mod indianere og vilde dyr, mens truslen nu snarere kommer fra storkapitalen og dens marionetter. Dramatiske vildmarkseventyr går aldrig af mode, men de trives nok bedst i førstnævnte kulisser.
Hermann er fortsat en formidabel tegner, selv om hans nuværende direkte farvelægning giver Bernard Prince en anden karakter, end serien oprindelig havde. Det er dog på tekstsiden, det nye eventyr kommer til kort i forhold til tidligere ombæringer af den klassiske serie.