Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Trylle Tanja


Beskrivelse


Tanja bor i et cirkus og hjælper sin far med hans tryllekunster. Men han vil have at Tanja skal være linedanser, og det har hun slet ikke lyst til.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. juli 1998

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 13. juli 1998

Denne bog er noget så sjældent som en bog i den gammeldags fortælletradition, som de gamle pigebogsklassikere a la Tudemarie og Det lille hus på prærien er skrevet i, så her er en mulig oplæsningsafløser af den type til 8-10 årige. Miljøet, som virker meget ægte, er et omrejsende cirkus, velsagtens omkring århundredskiftet med karbidlamper, manglende skolegang, sukkertoppe og kaffemøller. Det er en stille fortælling med en indre glød om den frygtsomme tiårige Tanja, som savner sin mor usigeligt, artisterne og dyrene omkring hende og ikke mindst tryllekunstnerfaderen og dennes nye dame, som det er så svært at acceptere. Man følger Tanja et års tid, så man får en forståelse for det til tider meget hårde artistliv i kolde hestetrukne vogne, inden alt vender sig til det bedste. Sproget er stilfærdigt uden at være arkaiserende, og denne stemning understreges af de ledsagende bløde kultegninger og forsiden. Bogen kan selvlæses fra 5. klasse.


Bibliotekernes vurdering

d. 13. juli 1998

af

af

Susanne Thøfner

d. 13. juli 1998

Den tiårige Tanja rejser rundt med cirkus, hvor hendes far er tryllekunstner. Men hendes far ønsker, at Tanja skal blive linedanserinde som sin mor, og det tager lang tid, før Tanja får så megen tro på sig selv, at hun kan fortælle sin far, at hun bestemt ikke vil være linedanserinde. Bogen fremtræder pænt og indbydende med en farvelagt forsidetegning, der forestiller Tanja og hendes far, der optræder. Bogen er illustreret med bløde og stemningsfulde blyantstegninger, der på bedste vis understøtter den stilfærdige fortælling, der foregår i "gamle dage". Teksten er skrevet i et mundret og dialogfyldt sprog, og med sine mange kapitler er bogen meget velegnet til oplæsning. Vi får et varmt portræt af en lille ansvarsbevidst pige, der savner den mor, hun dårligt kan huske, og portrættet krydres med cirkusromantik og tryllekunster. En hyggelig, velskrevet og lidt gammeldags bog, der især vil tiltale pigerne. Til oplæsning fra 7 - 8 år og selvlæsning fra ca. 10 år.


Børn & bøger

Årg. 51, nr. 6 (1998)

af

af

Kurt Kristensen

Årg. 51, nr. 6 (1998)