Turn blue

"Turn Blue lægger stærkt fra land, med den langstrakte Weight of Love, der emmer 70'ernes rummelighed til at stene ud, og hvor tre guitarsoloer bestemt ikke var for meget til et enkelt nummer. Der er ikke umiddelbart nogle nye monster-hits på pladen i stil med den millionsælgende forgængers Lonely Boy og Gold on the Ceiling, men singlen Fever har allerede vundet indpas på alverdens radioer med et synthtema, der æder sig ind i hjernebarken. 10 Lovers benytter sig lidt af samme effektive formular og skal nok gå hen og hitte, ligesom den Creedence Clearwater Revival-rockende afslutter Gotta Get Away uden tvivl bliver et bestandigt element ved gruppens fremtidige koncerter".

"Turn Blue lægger stærkt fra land, med den langstrakte Weight of Love, der emmer 70'ernes rummelighed til at stene ud, og hvor tre guitarsoloer bestemt ikke var for meget til et enkelt nummer. Der er ikke umiddelbart nogle nye monster-hits på pladen i stil med den millionsælgende forgængers Lonely Boy og Gold on the Ceiling, men singlen Fever har allerede vundet indpas på alverdens radioer med et synthtema, der æder sig ind i hjernebarken. 10 Lovers benytter sig lidt af samme effektive formular og skal nok gå hen og hitte, ligesom den Creedence Clearwater Revival-rockende afslutter Gotta Get Away uden tvivl bliver et bestandigt element ved gruppens fremtidige koncerter".

"Danger Mouse har arbejdet sammen med The Black Keys før. Men denne gang er det, som om han er endnu mere involveret i at få oplevelsen til at vokse langt ud over to mandfolk og noget simpel musik. Danger Mouse medvirker tydeligvis til at trække musikken fra et ståsted af blues og garagerock og ud i hjørner som soul, psykedelisk rock, glamrock, guitarrock og en slags røvbalderock på "Gotta Get Away". Det nummer er mere en stiløvelse end originalt, og det er ikke den eneste gang, at The Black Keys mest fremstår som effektive, erfarne spillemænd".

Læs anmeldelse

"Et eller andet sted på vejen i den proces, der allerede var i fuld gang på 'El Camino', er The Black Keys blevet mindre synlige og Danger Mouse tydeligere. Ligesom albummets afstikker, 'Gotta Get Away', med et riff løftet fra Aerosmiths ' Mama Kin' lyder som generisk radiorock fra 1970' erne og meget lidt som lige præcis The Black Keys. Sange som 'In Time' og '10 Lovers' er dog stadig bølger af vellyd, hvor der går funkrytmer i bluesrocken, febervildelse i guitaren, og falsetten brænder op i et kor af faldne engle. The Black Keys har jo deres egen soulfulde og psykedeliske fortolkning af bluesrock. De har stort format, men smertepunkterne er bare dulmet, og ' Turn Blue' mangler den sidste nerve, der kan overbevise om storhed".

Læs anmeldelse

"På amerikanske Black Keys' nye album lykkes det at kombinere fængende sangskrivning med udsyrede ekspeditioner tilbage til 70ernes psykedeliske musik ... Det er ikke helt nemme ting, der foregår her. Det er poleret uden at være sterilt. Udsyret uden at miste sin popappel. Heftigt refererende uden at virke plagierende. Tilbageskuende men samtidig moderne. The Black Keys' største force er, at de får det til at lyde så ubesværet".

Læs anmeldelse

"Et eller andet sted på vejen i den proces, der allerede var i fuld gang på 'El Camino', er The Black Keys blevet mindre synlige og Danger Mouse tydeligere. Ligesom albummets afstikker, 'Gotta Get Away', med et riff løftet fra Aerosmiths ' Mama Kin' lyder som generisk radiorock fra 1970' erne og meget lidt som lige præcis The Black Keys. Sange som 'In Time' og '10 Lovers' er dog stadig bølger af vellyd, hvor der går funkrytmer i bluesrocken, febervildelse i guitaren, og falsetten brænder op i et kor af faldne engle. The Black Keys har jo deres egen soulfulde og psykedeliske fortolkning af bluesrock. De har stort format, men smertepunkterne er bare dulmet, og ' Turn Blue' mangler den sidste nerve, der kan overbevise om storhed".

Læs anmeldelse

"På amerikanske Black Keys' nye album lykkes det at kombinere fængende sangskrivning med udsyrede ekspeditioner tilbage til 70ernes psykedeliske musik ... Det er ikke helt nemme ting, der foregår her. Det er poleret uden at være sterilt. Udsyret uden at miste sin popappel. Heftigt refererende uden at virke plagierende. Tilbageskuende men samtidig moderne. The Black Keys' største force er, at de får det til at lyde så ubesværet".

Læs anmeldelse

"Danger Mouse har arbejdet sammen med The Black Keys før. Men denne gang er det, som om han er endnu mere involveret i at få oplevelsen til at vokse langt ud over to mandfolk og noget simpel musik. Danger Mouse medvirker tydeligvis til at trække musikken fra et ståsted af blues og garagerock og ud i hjørner som soul, psykedelisk rock, glamrock, guitarrock og en slags røvbalderock på "Gotta Get Away". Det nummer er mere en stiløvelse end originalt, og det er ikke den eneste gang, at The Black Keys mest fremstår som effektive, erfarne spillemænd".

Læs anmeldelse