Bøger / skønlitteratur til børn / graphic novels

Twilight graphic novel - tusmørke. 2. del


Beskrivelse


Tegneserie - graphic novel. Pigen Bella og vampyren Edward er forelskede, men en klan af vampyrer truer deres spirende forhold.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. okt. 2011

af

af

Michael Lindal Andersen

d. 10. okt. 2011

Andet bind af tegneserieudgaven af Stephenie Meyers Tusmørke henvender sig hovedsageligt til fans af romanserien eller filmene. Den kan også formidles til læsere af manga, paranormal romance og dark fantasy.

Dette andet bind i serien af graphic novels bygget på Meyers romantiske vampyrunivers og dækker anden halvdel af bogseriens første bind. Stilen er et yderst poleret manga-inspireret udtryk, der i dette bind bliver en anelse mere dynamisk end det noget statiske første bind var. Der er dog stadigvæk ikke meget personlighed at finde i figurernes ansigter ej heller i selve tegnestilen, der ville have nydt godt af at være en anelse mindre poleret. Historien er den, man kender. Den unge Bella har mødt den mystiske og tiltrækkende vampyr, Edward, og de er forelskede. Deres kærlighed trues dog af en rivaliserende vampyrklan, og det er denne, der endelig får plottet i gang. Fans af Tusmørke-serien eller Twilight-serien, som serien jo også kaldes, vil sandsynligvis også nyde denne tegneserieudgave af historien om Bella og Edward. Som sådan har den i allerhøjeste grad sin eksistensberettigelse på bibliotekerne.

Historien er fortsat fra første bind og er som sagt baseret på Meyers serie af romantiske vampyrromaner. Om de andre bind i serien kommer som tegneserier vil tiden vise. Tegnestilen minder om den, vi kender fra romantiske manga-serier som fx Kare - first love.

Et lidt personlighedsløst og charmeforladt værk, der dog har en indbygget række af fans, man ikke bør ignorere.