Bag det fine omslagsmotiv af Arne Haugen Sørensen åbner sig en spændende prædikensamling med tekster til hele året (samt salmeforslag). Prædikenerne er skrevet i en koncis, stram stil. De er enkle og velformulerede, sprogligt på et højt niveau, og de indeholder en evangeliefortolkning med mange nye vinkler på budskabet. Blandt temaerne møder man Guds ufortjente godhed, trøst til de bange og ensomme og prædikener, der siger noget til dem, for hvem evangeliet er blevet en selvfølge. Teksterne egner sig godt til selvlæsning, genlæsning og overvejelse. Forf., der er sognepræst ved Dyssegårdskirken i Gentofte, har tidligere forsket ved universitetet. Hun har endvidere skrevet en afhandling om salmedigteren Paul Gerhardt. På bagsiden af den meget smukt tilrettelagte bog har forlaget selv peget på følgende velvalgte overskrift for prædikensamlingen: Væk de dorske, styrk de svage, tugt de trygge, fryd de spage (Grundtvig).