Barsk roman for bibelinteresserede om Sjobek, der slutter sig til den fanatiske zelotbevægelse for at kæmpe for Messias.
Vi er i og omkring Jerusalem på Jesu tid. Den unge Sjobek, der har klaret sig dårligt i skolen og aldrig lærte at læse, bliver gennem mødet med vennen Gemarja, knyttet til rabbi Kadmiel og hans zeloter, der betragter sig selv som krigere for Messias. Sjobek finder en identitet i det aggressive oprør mod romerne og forkaster sin familie og sin kone Jeriot for at følge bevægelsen. Han efterlader et kølvand af bedrag, vold og mord og til sidst går det grueligt galt for ham selv også. Historien fortælles i gentagne flashback, og synsvinklen skifter mellem Sjobek og Jeriot fra kapitel til kapitel.
Lige som mange af de rigtige bibelfortællinger er også fortællingen om Sjobek meget barsk fx med udpenslende korsfæstelsesscener. Det er svært helt at leve sig ind i historien, fordi rammen vedbliver at virke lidt kulisseagtig og personerne lidt for flade. Mest levende forekommer Jeriot, hvis ulykkelige skæbne vækker medfølelse. Romanen har lidt for mange stilbrud og stavefejl, der også er med til at hive læseren ud af illusionen. Læsere af religiøse romaner får her dramatisk og hurtigt læst bibelaction.
Kan sammenlignes med Lynn Austin og Francine Rivers bibelhistoriske romaner, som dog er mere vellykkede sprogligt, kompositorisk og fortælleteknisk.