Dette kulturhistoriske værk om København er skrevet som en optakt til "Golden Days in Copenhagen", en festival der afholdes for femte gang i år. Temaet er perioden 1870-90, med de kulturelle strømninger kaldt "det moderne gennembrud". Redaktøren, litteraturprofessor Klaus P. Mortensen har samlet tidsbilleder, fotos, malerier og tekster. Industrialiseringens tid, arbejderbevægelsen, fagforeninger, kvindebevægelse, fritænkning, demokrati, grundtvigianismen og højskoler. Her fortælles om brdr. Brandes og Københavns nordiske kunstnerkoloni tiltrukket af frisindet. Sigtet er ikke at dække perioden fuldstændigt historisk, men at lade de forskellige forfattere med hvert sit udgangspunkt belyse facetter af Københavns kulturhistorie. Bidragyder til bogen er foruden redaktøren, f.eks. Henrik Wivel, Søren Mørch og Pil Dahlerup. Sammen med Else-Marie Boyhus kommer vi til en for datiden beskeden middag hos ritmesterens: helleflynder, oksetunge, dyreryg, ost, is og kaffe. Det var en tid, hvor man hverken sparede krop eller sjæl. Det er et stort, flot og enestående værk, både som bladre-bog og seriøs lokalhistorie, med de meget rige illustrationer af høj kvalitet og en gennemarbejdet tekst på samme niveau. Alt jeg savner er et register.