I Europa bliver befolkningen stadigt mere identitetsløse i takt med den øgede velstand. Det materielle dyrkes som aldrig før, og samtidig er vi under et tiltagende pres fra kulturelle og religiøse traditioner, som for blot få årtier siden var ukendte fænomener i denne del af verden. Bogen henvender sig til kontemplative læsere.
De europæiske værdier er under stigende pres i disse år. I denne brevdialog forsøger de to forfattere at give bud på denne udvikling. Som pave og ateist er de hinandens modsætninger, og dette udnyttes i bogen til at give en god dialog mellem de to. Først giver den overbeviste ateist Marcello Pera sit bud på, hvorfor Europa er af lave og oversvømmet af relativismen. Paven deler Peras bekymring. Han sporer Europas identitetshistorie tilbage til Herodot. Dernæst kommer pavens bidrag og til slut gengives breve, de har skrevet til hinanden som kommentar. Sprogligt kræver bogen lidt af læseren for at få begrebsapparatet på plads. Marcello Pera er politiker og filosof og tidligere formand for det italienske senat og Joseph Ratzinger er som pave katolsk overhoved.
Af Joseph Ratzinger findes på dansk bl.a. Jesus fra Nazaret, 2008 og Fornuft og religion, 2006 med bidrag af Jürgen Habermas. Der ses ikke noget på dansk af Pera.
Det er en tankevækkende bog, der stiller nogle gode spørgsmål. Brevformen gør, at det er op til læserne selv at drage konklusionen, men det er sikkert, at læseren undervejs bliver udfordret.