Bøger / faglitteratur / erindringer

Udsigt fra et skyttehul : infanterist i Pattons Spøgelseskorps


Beskrivelse


Den amerikanske illustrator og malers (f. 1926) beretning om det hårde liv som soldat og kampene i 94. Infanteridivision ved Hitlers vestvold under 2. verdenskrig, hvor drengene og de unge mænd var psykisk, fysisk og militært uforberedte på den virkelighed, der ventede dem.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. mar. 2006

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 8. mar. 2006

Foley talte dagene, inden han som 18-årig kunne melde sig til den amerikanske hær, men begivenhederne herefter skulle forandre ham for altid. Januar 1945 blev han efter kort militær træning, men psykisk totalt uforberedt, sammen med andre rekrutter læsset direkte af i et mislykket angreb ved den tyske grænse. Efter 3 dages mareridt af blod og beskydning uden søvn og i bidende frost var kun 44 af 176 tilbage i kompagniet. Foley var blandt dem, primært fordi den erfarne Dan tog ham under sine vinger. Beretningen veksler mellem frøperspektiv under angreb og patruljer til en mere overordnet militærhistorisk ramme. Krig var også dengang en beskidt sag, hvor kynisk henrettelse af tyskere, der overgav sig, var dagens orden. Foleys beretning, som er skrevet 50 år efter og er illustreret med egne tegninger fra skyttehullerne, virker utroligt nærværende. Han er en fin iagttager og god til at videreformidle sine tanker og stemninger omkring sig. Resultatet er en af de bedste bøger, jeg har læst i genren. Fra små detaljer som glæden over længe ventet varm forplejning og besættelsen af at fange begivenhederne ned på papiret til krigens gru med de sårede og døende soldater, er skildringen ofte så intens, at den for læseren næsten opleves gennem egne øjne. Selv om alle detaljer er udpenslet, føles fremstillingen aldrig som spekulation i effekter. En spændende, letlæst bog med bred målgruppe.