En bog af og for DJØF'ere, dvs. medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonomforbund.
Bogen udgives i anledning af Jurist- og Økonomforbundets Forlag 50 års jubilæum. Ca. 30 medlemmer af forbundet skriver i lige så mange artikler om deres fag nu og i fremtiden. Flere skriver om deres karriere og vilkårene for deres arbejde i fremtrædende positioner i det offentlige liv. Andre vægter mere teoretiske overvejelser om lederrollen og fremtidens ledelsesmæssige udfordringer. Efter hver artikel er der en cv for forfatteren. Anklagen om den stigende djøfisering, dvs. det forhold at DJØF'ere overtager de fagprofessionelles poster, er flere steder oppe til diskussion. Blandt bidragyderne er prominente navne som finansminister Lars Løkke Rasmussen, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, og Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Som man kunne forvente af en jubilæumsbog fra et forlag er den i et gedigent udstyr og med flotte og dekorative helsidesillustrationer.
Birgitte Poulsen Nye tider, nye roller? : embedsmandsroller i den danske centraladministration, 2005 bygger på en ph.d.-afhandling og beskriver de ændrede krav til de ledende embedsmænd i den offentlige sektor.
Jubilæumsbogen fra Jurist- og Økonomforbundets Forlag, hvor ca. 30 bidragydere skriver om deres fags vilkår nu og i fremtiden, vil fortrinsvis have interesse for forbundets medlemmer. Nogle af bidragene kan dog tænkes anvendt i universitetsundervisningen.