"Vi ved hvad vi er, men ikke hvad vi skal blive. Det er for mig det store tema i Hamlet", skriver Møllehave i det indledende kapitel om forvandlingstemaet. Som eksempler nævner han bl.a.: Hamlets mor begår selvmord, ligesom Ophelia, Polonius dræbes mens han gemmer sig, den gamle konge er forvandlet til et genfærd så uhyggeligt, at han må præsentere sig i sin ukendelighed. Det er det meget overbevisende udgangspunkt for Møllehaves læsning. Møllehave kender sin Hamlet, han er fortrolig med teksten, og han har set tragedien i mange opførelser, altså fortolkninger på såvel film som teater, og det giver ham stof til diskussionen af, hvor kernen i stykket er, og hvordan budskabet er blevet formidlet. Det er en fornøjelse at følge en teaterkender også her. Med alt dette som forudsætninger gennemgår Møllehave så kyndigt og smittende scene for scene og akt for akt det store drama, engageret og personligt, med en pointe i, at Hamlet er et religiøst drama. Her erklærer han sig uenig med Jens Kaaber, som sidste år markerede 400 året for Hamlet med Bogen om Hamlet. Det er godt, at vi nu har to store forskellige værker om Shakespeares danske tragedie, fordi de supplerer hinanden formidabelt.