Bøger / faglitteratur

Unge jøders flugt 1939-1945


Beskrivelse


Personlige beretninger fra tre af de ca. 300 tilrejsende unge jøder fra Centraleuropa, der kom til Danmark i tiden op til 2. verdenskrigs udbrud, og som siden måtte flygte til Sverige under den tyske besættelse.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. nov. 2008

af

af

Knud Weile

d. 4. nov. 2008

Dette er beretningen om nogle af de ca. 300 unge jøder fra Centraleuropa, der på foranledning af forskellige humanitære foreninger kom til Danmark i tiden op til 2. verdenskrigs udbrud som plejebørn eller praktikanter i landbruget. Henvender sig til læsere med interesse for besættelsestiden, 2. verdenskrig og jødisk historie.

Anders Enevig har selv kendt mange af de unge jødiske flygtninge. Han fortæller i sin bog om den historiske situation, hvor det var nødvendigt at hjælpe unge jøder væk fra nazisme og truende forfølgelser, om oprettelsen af staten Israel, der var de unges mål og om sine venner og bekendte i den jødiske ungdomsgruppe. I bogens hoveddel giver forfatteren ordet til to af de unge jøder fra Østrig og Tjekkiet, der fortæller deres begivenhedsrige historie fra den tidligste barndom til en tryg alderdom i Danmark efter traumatiserende tab af slægt og venner og voldsomme hændelser under verdenskrigen.

Besættelsestiden er den bedst dokumenterede del af danmarkshistorien, og man kan i forvejen finde stof om de unge jøder i både monografier og årbogslitteraturen. Her kommer de selv til orde, og deres skæbner bliver fulgt helt til dørs.

En beretning fra besættelsestidens periferi om en gruppe unge jøder, der reddede livet takket være danske humanitære organisationer. For læsere, der vil vide alt om besættelsestidens historie.