Uddannelsespolitisk er der i høj grad fokus på gennemførelse og frafald på ungdomsuddannelserne, ikke mindst på erhvervsuddannelserne, hvor frafaldet overskrider en tredjedel. Der er i den forbindelse mange bud på, hvorfor så mange unge ikke fuldfører den erhvervsuddannelse, de er begyndt på. På baggrund af en række interview blandt elever og lærere på ungdomsuddannelserne analyserer bogen på den ene side de krav og forventninger, der stilles til de unge på deres ungdomsuddannelse, og på den anden side de forudsætninger og holdninger, de unge kommer med efter folkeskolens 9. klasse. Undersøgelsespopulationen består af unge, der er gået ud af 9. klasse fra en københavnsk folkeskole i 2007. Konkret stiller og besvarer bogen bl.a. følgende spørgsmål: Hvilke læse- og skrivekrav møder de unge på ungdomsuddannelserne, og hvilken betydning har det for det videre uddannelsesforløb? Hvad er begrundelsen og baggrunden for, at en ung springer fra en ungdomsuddannelse? Hvordan er forholdet mellem de måder, hvorpå de unge har fungeret i folkeskolen, deres valg af ungdomsuddannelse og deres holdninger og indsats på denne? Parallelt med bogen udgives en kvantitativ undersøgelse, der belyser sammenhængen mellem på den ene side afgangskarakterer i dansk og matematik og på den anden side sandsynligheden for at få succes på en erhvervsfaglig uddannelse.