Vadstrupgårdsagen gav rungende genlyd i medierne, ja var nærmest medieskabt jævnfør Tonny Vinkel Sørensens bog Misbrugt, 1999. En mandlig pædagogmedhjælper blev dømt for at have misbrugt 20 børn gennem 4½ år i en daginstitution. Panikken og uhyggen bredte sig som ringe i vandet blandt forældre landet over, og den mandlige del af en hel stand blev sat under mistanke. Sagen bliver ikke mindre uhyggelig ved læsning af Leif Blædels lille, kradse bog, hvor han påviser: 1. At udskejelserne næppe kunne finde sted, 2. Slet ikke uden at nogen opdagede det, 3. At børns vidneudsagn, stik imod hvad toneangivende psykologer hævder, ikke er det fjerneste pålidelige. Det sidste underbygger han med sager fra udlandet og med det faktum, at en række forældre til de påstået krænkede børn efter domfældelsen er fremkommet med nye uhyrligheder, som er efterforsket, uden at der har vist sig hold i historierne. Det antydes, at det nye materiale er opfundet, fordi erstatningsbeløbenes størrelse var ligefrem proportionalt med krænkelsernes omfang. Hvilket misbrug har de børn i grunden været udsat for? En uskyldig, ung mands liv er ødelagt, hvis forfatteren har ret. Til belysning af et andet standpunkt end den offentlige mening er det en meget vigtig bog.