Med "katastrofevalget" i 1973 indvarsledes en ny epoke i dansk politik. En af dem, der var tæt på begivenhederne giver her sin version af, hvad det var, der skete dengang og i årene, der fulgte. Den historie vil især fange læsere med interesse for politik og for vores nyere historie.
Ritt Bjerregaard fortsætter her hvor første bind af hendes erindringer sluttede, nemlig med starten på hendes folketingskarriere, og den dækker årene indtil hun måtte gå af efter den såkaldte lejlighedssag. Bjerregaard skriver på baggrund af egne noter, og indholdet afspejler tiden som hun oplevede den dengang. Hun beskriver intrigerne åbent, og gør sig ingen umage for at please tidligere kolleger. Hun kredser desuden om sin voksende bevidsthed om dødens snarlighed, og hun lader os følge sin kræftsygdom tæt.
Bjerregaard er sig historien bevidst, og hun deler hug ud til alle sider. Det er aktive år, hun skriver om, og det politiske fylder. Hun gør ikke noget for skrive sig selv bedre, men hun fremstår i "Valg" som i virkeligheden: usentimental, men ikke følelseskold, og det er vel egentlig ganske sympatisk. Beskrivelsen af Inge Fischer Møllers selvmord vil ramme forsiderne, men det er interesse for politik og perioden, der skal fastholde læseren i højere grad end interessen for Bjerregaards privatliv.
I Knud Heinesens erindringer Min krønike. [Bind 1] og Min krønike. [Bind] 2 får vi en anden topsocialdemokrats beretning om samme periodeMin krønike. Bind 1 : 1932-1979Min krønike. Bind 2 : SporskifteI Knud Heinesens erindringer Min krønike. [Bind 1] og Min krønike. [Bind] 2 får vi en anden topsocialdemokrats beretning om samme periode.