Bøger / skønlitteratur til børn / spænding

Vanviddets mumier


Beskrivelse


Tegneserie. Paris 1912 - nogle 3000 år gamle mumier fra Egypten vækkes til live, og Adele bliver involveret i nye, sære oplevelser.

Anmeldelser (7)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Arne Holst (skole)

d. 18. dec. 2018

Heltinden Adele Blanc-Sec, som i de 3 tidligere albums har overlevet mange attentater, omkommer i denne historie. Den handler om ægyptiske mumier, som bliver levende, om historisk kendtekatastrofer kædet sammen med mordforsøg på Adele, om menneskeofring i Katakomberne og til sidst Adeles endeligt for skuespillerinden Clara Benhardt's hånd. En fjoget videnskabsmand står parat tilat genoplive Adele, men også han dør for morderhånd. Jacques Tardi har skabt en »Kærlighed uden strømper« i tegneserieform med rigelig anvendelse af dæmoner, sprøjtende blod, udspekuleret ondskabog morbid satire vendt mod tegneserien selv. Det er en raffineret spøg, som giver lejlighed til selvironi i en fuldstændig hæmningsløs karikatur af en tegneserie. Skade blot, at denne type ironiformentlig kun forstås af de voksne læsere, som hæftet er skabt for. Historien forudsætter i høj grad kendskab til tidligere albums. Enkelte handlingselementer er ligefrem kosteligt morsomme, hvisman lægger sartere følelserpå hylden. Atmosfæremættede tegninger og god farvelægning.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Anders Hjorth Jørgensen (børn)

d. 18. dec. 2018

De foregående Adele-albums har alle glimret gennem en kompliceret puslespilsintrige, hvor alle brikker altid er faldet på plads, men hvor der også hver gang er sendt en enkelt rød tråd videretil næste episode. Det sidste må undværes her, bl.a. fordi Adele og alle andre gennemgående personer gensidigt myrder hinanden i en blodig massakre, og fordi »Adele« som de fleste af Tardis andretegneserier slutter med Ragnarok, dvs. 1. verdenskrig, som for Tardi er afslutningen på Guldalderen og indledningen til teknologiens fremmedgørende tidsalder. Næstsidste billede er kulsort ogrummer teksten »Det sidste håb var bristet«. Slutbilledet viser opplantede bajonetter dekoreret med de franske farver. - Et skræmmende, tankevækkende tegneseriealbum med samme visuelle kvalitetersom de tre foregående. Atmosfærefyldt miljøtegning, enkle, men alligevel udtryksfulde karikerede figurer og veldisponeret, velfortællende billed-lay-out. Læsergruppen er voksne, men de mere modneblandt ungdomslæserne vilsikkert også lade sig engagere!.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. sep. 2010

af

af

Steffen Kronborg

d. 21. sep. 2010

Adèle-serien er for unge og (især) for voksne.

12 år er der gået, siden serien om Adèle Blanc-Sec sidst blev oversat til dansk, men nu foreligger det hidtil uoversatte bind 9 i en flot værkudgave sammen med genudgivelser af seriens 8 første bind. Stadig mangler dog det (måske) afsluttende bind 10, som heller ikke er udkommet på fransk endnu. Genudgivelsen af de 8 bind er en god idé af flere grunde. Dels har Tardis banebrydende og stærkt originale serie i lang tid været utilgængelig på det danske marked, dels er kendskabet til begivenhederne i de tidligere bind afgørende for forståelsen af indholdet i det nye bind 9. Persongalleriet er gennemgående i hele serien, så hvis læseren vil have en chance for at følge med i den indviklede intrige, er han/hun nødt til at have de tidligere bind nogenlunde præsent i hukommelsen. Med mindre man da blot vælger at se de enkelte bind i serien som virtuose variationer over forfatterens leg med den kulørte kioskromans genrerammer.

Tardi fremstår i dag som en af den moderne europæiske tegneseries ubestridte mestre, og serien om Adèle Blanc-Sec er fortsat hans hovedværk. Serien er inspireret af Edgar Jacobs' Blake og Mortimer og har selv leveret inspiration til talrige nyere serier, bl.a. Dick Herrison af Didier Savard.

Adèle Blanc-Sec-serien er både intelligent, vittig og underholdende. De første bind i serien har for nylig dannet grundlag for en spillefilm af instruktøren Luc Besson.


Information

d. 24. jan. 2011

af

af

Christian Monggaard

d. 24. jan. 2011


Information

d. 26. feb. 1981

af

af

Søren. Vinterberg

d. 26. feb. 1981


Politiken

d. 14. okt. 1980

af

af

Svend Novrup

d. 14. okt. 1980