Roman om samfund, levevilkår og kulturer i 1960'ernes Zanzibar, fortalt gennem en ældre mand, der søger asyl i England. For læsere, der vil vide mere om verden og som sætter pris på sprogets mangfoldighed.
65-årige Saleh Omar kommer fra Zanzibar og søger om asyl i England. Han medbringer ganske få ejendele på trods af, at han i sit hjemland var en god forretningsmand. Livet har været hårdt og i sin sene alder ønsker han at leve bekymringsfrit. Salehs veje krydser Latif Mahmuds, som har levet i London siden han selv forlod Zanzibar. Gennem erindringer og samtaler mellem de to, udfolder sig en historie om ambitioner, svigt, traditioner og kulturer. Abdulrazak Gurnah fik Nobelprisen i litteratur i 2021. Dette er den fjerde af Gurnahs bøger, som er oversat til dansk.
Gurnah har sproget i sin magt og fortæller historien, så den kommer ind under huden på sin læser. Forfatteren beretter om en kultur langt fra vores, som er interessant med hjerteskærende konsekvenser.
Græd ikke, barn handler også om kolonialisme i Afrika, og foregår i nogenlunde samme tidsperiode.