Velkommen til Palomar kan læses af unge, men er mest for voksne.
Det er 25 år siden, Gilbert Hernandez begyndte på sin serie om den lille latinamerikanske flække Palomar (386 indbyggere), "hvor mænd er mænd og kvinder har brug for humoristisk sans". Der udkom 5 albums i serien på dansk i årene 1984-89, men udgivelsen blev aldrig ført til ende. Velkommen til Palomar er første bind af tre, som tilsammen vil præsentere samtlige godt 500 sider med Hernandez ́fortællinger fra et latinamerikansk mikrokosmos, der skildres med både lune og humor i en grov, let karikeret streg. Persongalleriet i serien er vidtforgrenet med den yppige badstueejer Luba i centrum for en række skæve eksistenser, der vandrer ud og ind af historierne. Kærligheden, begæret, uskyldstabet, de bristede drømme og vemodet over tidens gang er nogle af hovedmotiverne i de sort-hvide skæbnefortællinger fra et minisamfund, som på mange måder ligner vores eget.
Hernandez' fortællinger er både blevet sammenlignet med Garcia Marquez' magisk-realistiske beretninger fra Macondo og med Steinbecks historier. Et par oplagte sidestykker fra tegneserieverdenen kunne være Carlos Gimenez' og Will Eisners kollektivfortællinger.
Palomar-sagaen har i dag nyklassikerstatus inden for seriemediet, så en dansk værkudgave er absolut på sin plads. Sagaen starter lidt diffust, men som historien skrider frem, trænger personerne ind under huden på læseren, som kun nødigt giver slip på dem.