Bogen henvender sig til interesserede i politisk filosofi, måske mest fra venstrefløjen.
Antologiens forfattere er idehistorikere, litterater og samfundsforskere fra universitetsverdenen og født efter 1970. Formålet med bogen er at præsentere, hvad bogen kalder venstreorienterede tænkere. Disse står ifølge bogen i udlandet for populær og udbredt venstreorienteret tænkning. Bogen præsenterer 12 af disse gennem deres værker. De er formentligt mest kendt inden for akademiske kredse. Værkerne indeholder teorier om samfundet, politisk filosofi, struktur og revolution, og de berører emner som fx kommunisme, kapitalisme, feminisme, køn og seksualitet, maoisme, arbejdsmarked, racisme og nationalstater. Koblingen fra det teoretiske til det mere praktiske er teoretisk. Sprogligt og forståelsesmæssigt uensartet, men hovedvægten ligger i det svært tilgængelige. Den lille typografi og den akademiske opbygning og tilgang forstærker det.
Der findes ingen lignende værker om dette emne.
Bogen er en meget svært tilgængelig antologi om forholdsvis nye tænkere fra eller i omkredsen af venstrefløjen.