Målgruppen er interesserede i samtidshistorie, politik, indvandrerforhold og en bred kreds af 99.4-læsere.
Lars Hedegaard f. 1942, er en omstridt formand for Trykkefrihedsselskabet og har i den egenskab og som følge af flere bogudgivelser skabt opmærksomhed om holdningen til islam, Muhammed-krise m.v. Af mange opfattes han som tilhørende det yderste højre, men i disse erindringer, som dækker perioden 1942-1980 (bind 2 er planlagt til 2011) skriver han vedkommende om sin marxistiske fortid, som han stadig står ved, sin rolle i afdækningen af Blekingade-sagen, hvor han var chefredaktør på Information, den amerikanske arbejderbevægelse samt en række andre emner, som samlet udgør en levende samtidsskildring og rummer nogle personlige pejlemærker, mange vil kunne forholde sig til.
Hedegaard er forfatter og medredaktør til en lang række bøger, hvoraf flere har et indvandrerkritisk indhold. Senest er han medredaktør på Frihedens væsen, 2009 med Mikael Jalving og 1400 års krigen, 2009 med Mogens Camre. Der foreligger ikke tidligere biografisk materiale om forfatteren.
En velskrevet, eftertænksom og sine steder munter erindringsbog fra en omstridt personlighed i dansk samtidshistorie.