Kulturredaktør og kunstskribent Poul Erik Tøjner står bag en særdeles læseværdig ny dansk bog med den ambitiøse titel Verdenskunst. Det, der gør kunst til verdenskunst, er, if. Tøjner, at kunstneren har evnet at lægge en verden frem med sin kunst. Det giver han eksempler på i bogens 21 kapitler, der alle bygger på artikler, der har været bragt i Weekendavisen. Med Tøjner som en meget velskrivende - til tider bidsk, til tider humoristisk - guide føres og forføres læseren rundt blandt en række af verdenskunstens mestre fra renæssancen og op til i dag. Tizian, Turner, Monet, Mondrian, Goya , Gogh og Gauguin, for blot at nævne nogle. Tøjner formår den medrivende stil uden at blive plat eller populistisk. Der er belæg i hvert ord, og selv om - eller måske netop fordi - manden ikke er kunsthistoriker, er det en anderledes forfriskende og bredt tilgængelig gennemgang af dele af kunsthistorien, - meget ulig den, som de universitetsuddannede og musealt skolede kunstskribenter sædvanligvis diverterer med. Inden man kan få noget ud af et billede, må man ind i det, siger forfatteren!. Det kommer man med Tøjner som anfører. En på mange måder usædvanlig kunstbog. Usædvanlig velskrevet, usædvanligt smukt illustreret, og en usædvanlig personlig og levende indførsel i kunstens skønhed.