Romanen om det moderne familieliv kan læses af alle, der følger med i ny dansk litteratur.
Det unge par, Rune og Anna, bor i et trygt samfund med en høj grad af individuel frihed. Deres forventninger til fremtiden er store. De har gode uddannelser, børn, lejlighed og alt hvad der ellers hører til at leve det gode liv. Efterhånden som deres drømme bliver indfriet har de fornemmelsen af, at de tabte noget undervejs. Deres egen perfektion og idealer betyder nemlig disciplin og systematik for at de kan nå det hele. Den frihed, de drømte om, er på alle måder spændt op mod hverdagens gentagelser og krav. Et spændstigt og stramt, men rammende sprog forstærker temaerne. Den lille roman, der er fortalt i tredje person og foregår i 00'erne, er if. Zeuthen et remake af Georges Perecs Ting, sidst 1999. Nikolaj Zeuthen, f. 1977 er også sangskriver og musikant i orkesteret "Skammens Vogn". Han fik stor ros for sin digtsamling: Oliebål, 2009.
Også Kirsten Hammann beskriver i sine romaner det moderne liv i velfærdsstaten, der ikke kun gør mennesker glade og tilfredse.
Der er både samfundskritik og -satire i den velskrevne roman, der skarpt, ømt og talentfuldt beskriver det moderne livs valg og dilemmaer i en velfungerende børnefamilie. Jagten på det perfekte liv i den bedste af alle verdener betyder her tab af frihed og lykke.