"Den unge danske strygertrio Vesselil blev dannet i 2017, men har trods sin korte levetid et imponerende og gennemøvet samspil. Trioen har valgt at kalde de 10, overvejende selvskrevne, skæringer på debutpladen for slet og ret 'Vesselil'. Her forenes den klassiske musik, kendetegnet ved akademisk instrumentbeherskelse, mange århundreders tradition og flotte arrangementer, med folkemusikkens urgamle toner ... Særligt imponerende ved cd'en er arrangementerne. Der improviseres lystigt over kendte og ukendte temaer. Strygertonerne slynger sig - tilsyneladende ubesværet - ud og ind mellem hinanden på overbevisende vis. Det er en flot pladedebut, der giver lyst til at høre meget mere fra Vesselil".