Digteren bevæger sig i naturens, eksistensens og fællesskabernes Europa. Men der er noget underliggende på spil, midt i kærligheden, midt i civilisationen, er der foruroligende hændelser og en mangel på individuelt ansvar. For alle med interesse for ny dansk poesi.
Digtene, der er titelløse og med alle ord skrevet i minuskler, handler om længsel og kærlighed, om naturen og enkelte navnløse lokaliteter igennem europæiske landskaber. Tanker om klima, krig og flygtninge blander sig i overvejelserne om menneskelige udfoldelser, alene og i fællesskaber. Liv Sejrbo Lidegaard debuterede i 2015 med den anmelderroste Fælleden.
Digtene har en langsomhed over sig, og de dvælende melankolske billeder besidder en næsten transparent kølighed i deres fragmentariske afkodning af natur, eksistens og fællesskaber. Der er noget underliggende på spil, der er indslag af foruroligende hændelser og en mangel på individuelt ansvar i teksterne. Jeg læser enkelte sentenser igen og igen, fordi det simpelthen er så præcist og så smukt beskrevet. Digtene fremstår i en lidt henført og bevæget løs poetisk form, der iklæder temaet en ængstende tone. Enkelte billeder går igen og skaber en samhørighed i digtene, der på den måde kan læses enkeltvis, som små suiter eller som langdigt. En utroligt vellykket digtsamling.
Motiver og temaer kan genfindes i fx Julie Sten-Knudsens Spor efter fugle og hos Lea Marie Løppenthin, Jenny Tunedal og Theis Ørntoft.