Præsentation af nogle mere ukendte, men mere radikale tænkere fra "Den Tidlige Oplysning", dvs. fra sidste halvdel af 1600-tallet. Den gennemgående figur er sønderjyden Matthias Knutzen (ca. 1646-?), som Glebe-Møller har skrevet afhandling om. Knutzen påpegede selvmodsigelser i Bibelen og forkastede dens autoritet til fordel for en universalistisk og kognitivistisk etik. Han ses således som en repræsentant for deistiske og ateistiske strømninger, hvis tanker genfindes hos samtidens Spinoza eller senere hos fx Kant, Kierkegaard, Weber og Wittgenstein. Gennem Knutzen og gennem (kætterske) skrifter af andre (gerne hemmelige) gennemgås temaer som bl.a. Guds eksistens og forholdet mellem kirken og den verdslige magt. Bogen bidrager således til at nuancere debatten om de to modstridende opfattelser af oplysningstiden: at den enten skulle medføre menneskets frigørelse eller medføre gold videnskab. Bogens ni kapitler er oprindeligt forelæsninger fra Åbent Universitet i 2001 og som sådan henvendt til et bredt publikum. Forfatteren er professor emeritus, teologisk fakultet og kendt som forfatter gennem snart 40 år af en lille snes bøger om filosofi, etik og kristendom.