Titlen kunne antyde, at det handler om paraarkæologi a la von Däniken, men en af Danmarks kendte astrologer bliver ved sin læst og har sat sig for at påvise, at det var astrologer, der var med til at formulere de monoteistiske religioners første skabelsesberetning. Det gør han ved at dykke ned i de aramæiske og hebræiske originaltekster og fremdrage alle de sammenhænge og direkte henvisninger, der er til astrologiske begreber. Dette studium føres ud i sin yderste konsekvens i bogens andet kapitel, hvor 22 hebræiske skrifttegn bliver fortolket i en astrologisk kontekst. Jeg er ikke i stand til fagligt at anfægte forfatterens analyser og resultater, men må sige, at dette specialastrologiske arbejde hurtigt lukker sig om sig selv, så dets hovedsynspunkter fortaber sig i ældgamle skrifttegn og symboler, som højst vil interessere en begrænset kreds af fagastrologer.