For især mandlige parcellister med selvironi, men lur mig om ikke konen kigger med for at få bekræftet sine fordomme.
Vølver er journalist og medbestyrer af At Tænke Sig på bagsiden af Politiken. Han har udgivet et par bøger om halvgamle mænd sammen med kollegaen Bjarne Schilling og Biltosser sammen med Søren Østergaard. Hans nyeste er i stil med hyldesten til os halvgamle. Vølver er tidligere lejlighedsbo, men har nu helt overgivet sig til parcellismen. Han gennemgår humoristisk de forskellige typer af beboere, forskellige havestile og udsmykningstrang med meget mere. Bogen afsluttes med et leksikon med vidende artikler om bl. a. liggestole, polyfilla, genbrugspladser og hessiantapet. Bogen afsluttes af saglige kommentarer fra en fremtidsforsker og en sociolog om parcelhusenes lange fremtid. Den er rigt illustreret med spøjse fotos og tegninger af Lars Andersen.
Som skrevet ligger bogen i fin forlængelse af Håndbog for halvgamle mænd og Halvgamle mænd i deres bedste alder, men der er da lejlighed til at gøre opmærksom på genrens klassiker En lille bog om afbrænding af blade, kvas, kviste og andet affald i et hjørne af haven af Hans Alfredson.
Et uhøjtideligt, humoristisk og kærligt blik på parcelhusenes konger.