Via katastroferne : nekrolog

For læsere af moderne lyrik og kortprosa med præferencer for litterær selviscenesættelse og leg med roller og identiteter.

Daniel Denciks prosalyriske tekst er - som også undertitlen antyder - en nekrolog over et liv og en vej gennem tilværelsen, fyldt med "katastrofer" i form af svigt, skam og skyld. Det er en voldsom og konfronterende tour de force gennem en personlig livshistorie der set i tilbageblik ikke hænger sammen - et mislykket forsøg på at ville realisere den totale frihed, som blot blev et andet udtryk for have skrottet sin samvittighed og moral i forholdet til andre. I hurtige skift og spring, hvor der indgår citater fra Bibelen, klassisk litteratur og popmusik, kobles den personlige familiebaggrund i et jødisk miljø sammen med jødernes historiske skæbne som en række af "ødelæggelser/ uddrivelser/ udryddelser/ udrensninger". Det er en tekst som skruer sig længere og længere ned mod et eksistentielt nulpunkt, men rummer også en forsigtig formuleret tro på at "kun gennem dine katastrofer/ kan du undslippe den dødsdom der er udstedt over dig".

Selviscenesættelsen, autofiktionen i lyrisk form hos Dencik finder man paralleller til i Pablo Llambías' seneste digtsamling Monte Lema fra 2011.

Denciks lyriske tekst emmer af selvopgør og selvransagelse. Den iscenesætter effektfuldt og stilsikkert sit tema, og efterlader læseren i tvivl om, hvorvidt forfatteren og det "du" der omtales nødvendigvis er én og samme person.

Læs hele vurderingen