Vicky Cristina Barcelona er en livsklog og intelligent komedie med bred appel. Også folk med Woody Allen-fobi vil kunne nyde den - bl.a. fordi han ikke selv spiller med.
De to amerikanske veninder, Vicky og Cristina, får mulighed for at holde sommerferie hos noget af Vickys familie i Barcelona. For den impulsive og åbne Cristina giver det mulighed for at opleve nye eventyr, mens den mere reserverede og intellektuelle Vicky håber på, at opholdet vil give input til den master om catalansk identitet, som hun skriver på. Mødet med den charmerende kunstner, Juan Antonio, sætter for alvor historien i gang. Begge kvinder falder mere eller mindre modstræbende for ham. Og nemmere bliver det ikke af, at såvel Vickys polerede og selvglade forlovede og Juan Antonios smukke, men temperamentsfulde og uberegnelige ekskone pludselig dukker op.
Filmen har temafællesskaber med en lang række andre Allen film, fx A midsummer night's sex comedy.
Med Vicky Cristina Barcelona har Woody Allen skabt en af sine allerbedste film. Det er en veloplagt, humoristisk og elegant sommerkomedie med flot, flot skuespil over hele linjen. Scarlett Johansson, Rebecca Hall, Javier Bardem og Penélope Cruz funkler i de bærende roller. Handlingen er forfriskende finurlig og vender og drejer fordomme og klicheer, så det er en lyst. Pointerne serveres med glimt i øjet og spidder tilskueren midt i alle løjerne. For har man selv truffet de rette valg i sit kærlighedsliv?.