Farvefotografisk billedbog om allergi, der er fin til samtale med børn i alderen 3-6 år, når allergi er aktuel for barnet selv eller blandt familiens eller vennernes børn.
Bogen følger Viktor på 5 år, der går til kontrol på hospitalet. Han lider af allergi - med følgesygdommen astma, og han kan ikke tåle mælk, æg og nødder. Sammen med børnehaven skal han til fødselsdag hos Anne Mette, men Viktors forældre sørger for, at han medbringer sin egen madpakke med pizzasnegle. I tekst og fotos fortælles sagligt og nøgternt, hvordan sygdommen griber ind i Viktors hverdag og relationer, og hvad der sker ved en undersøgelse på sygehuset. Forfatteren kender vi ikke fra andre titler. Claus Dalby kender vi derimod fra mange titler, men sjældent fra vinklen som fotograf, hvilket er hans rolle i denne bog.
Selv om allergi og især mælkeallergi må betegnes som en folkesygdom blandt børn findes der ikke lignende nyere billedbøger om emnet. Isabell - en almindelig pige med astma og allergi 1997, og Christina har allergi 1994 er titler, der ligner mest. Viktor har allergi griber fødevareallergi lidt mere almengyldigt an, og den er også mere tidssvarende, fx er oplysningerne til forældrene bag i bogen begrænset til henvisninger til aktuelle internetlinks og telefonnumre.
En optimistisk og anvendelig billedbog til samtale med børn i alderen 3-6 år om at leve med fødevareallergi og astma, når problemet er opstået. Sygdommen optræder alt for ofte, og vi har derfor brug for titler som denne.