Med Villads fra Valby som hovedperson kan børn på 5 til 8 år lære om de vigtige ting i trafikken som at gå over vejen, at være sikker på cykel, om parkerede biler, om busser og lastbiler. Med kig og find opgaver, quiz og brætspil.
Over 9 kapitler med overskrifter som "Sikker i trafikken", "Parkerede biler" og "Reflekser og lygter" fortælles om vigtige ting at være opmærksom på i trafikken. Hvert opslag viser en trafiksituation fra både villaveje og fra meget trafikerede forretningsgader. Børnene opfordres til at se efter, hvad Villads og andre personer er uopmærksomme på. Desuden med findeopgaver, hvor bestemte personer skal findes. Forside med Villads med sin cykel midt i trafikken. Det er det faste makkerpar bag bøgerne om Villads fra Valby, Anne Sofie Hammer og Dina Gellert, som står bag denne bog. Den er blevet til i et tæt samarbejde med Børneulykkesfonden.
En bog om at gebærde sig i trafikken, hvor der på en rigtig god måde er lagt vægt på den legende tilgang til indlæringen i trafikkens verden. Bogen har en god balance mellem det mere alvorlige i teksten om at være sikker i trafikken og på den anden side den mere humoristiske billedside. Den vil animere børnene til at gøre det rigtige i trafikken.
Følg med i trafikken kommer omkring mange af de samme ting, men har ikke "kig og find" elementet med.