Leontjev (1904-1979) var en af det tyvende århundredes store psykologer. En repræsentant for den sovjetiske skole som han udgjorde sammen med Luria og deres fælles læremester Vygotsky. Denne bog, der er et af hans vigtigste værker, udkom første gang på dansk i 1981. Den nye udgave er forsynet med et forklarende forord og en god introduktion til Leontjev og sovjetpsykologien af Benny Karpatschof. Grundlaget er teorien om mennesket som tredelt: nemlig et biologisk, socialt og bevidst væsen. Vygotsky hentede inspiration i de marxistiske skrifter uden dog at være fuldstændig underlagt disse. Han døde inden stalinismens hærgen, og hans to elever holdt lav profil i en årrække. Skønt store dele af sovjettidens teoretikere er lagt på is, er Leontjev stadig regnet for at have bidraget væsentligt til bl.a. den moderne, danske psykologi. Der findes ikke meget andet på dansk af ham bortset fra den tidligere udgave af denne tekst. En svær bog der dog bliver lidt mere tilgængelig med det forklarende forord. I samme udstyr er der udkommet en bog om psykoanalytikeren Winnicott. Primært for fagfolk og studerende.