Bøger / skønlitteratur / roman

Vraggods

Del 1 af Abaddons arv

Beskrivelse


Fantasy. I riget Matinepia undslipper tre unge venner ved et tilfælde ødelæggelsen af deres landsby. Sammen med en blåhudet kriger drager de til jarlen af Sturlavirkans borg. Men selv borgmurene kan ikke beskytte dem imod den voksende ondskab.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. feb. 2010

af

af

Michael Olsen

d. 9. feb. 2010

Bogen Vraggods henvender sig til ældre teenagere og voksne, der læser fantasy. En meget flad og kedelig forside gør imidlertid, at bogen nok skal have lidt aktiv formidling. Bagsideteksten dækker mere serien, som Vraggods er første del af, men fortæller nu alligevel meget godt, hvilken del af fantasy-genren, som bogen tilhører.

Vraggods er første bind i serien Abaddons arv, og forhåbentlig udkommer resten af serien også. For det er velskrevet og gedigen klassisk fantasy, som Sven Damgaard Ørnstrup her debuterer med. Der er drabelige kampe, mystiske væsener, magi og det gode imod det onde. Forhåbentlig bliver denne serie en succes, da original dansk fantasy for ældre teenagere og voksne er noget af en mangelvare. Sprogligt ligger romanen på et forholdsvist højt niveau med en del ældre udtryk, som ikke alle måske kender, men det er med til at give stemning.

Sven Ørnstrup kan sin fantasy og det er tydeligt, at hans selvopfundne verden trækker på arven og konventionerne fra blandt andet Tolkien. Men Sven Ørnstrup formår også at gøre sin fantasy-verden til sin helt egen. Der er ikke så meget action i dette første bind i forhold til mange andre fantasy-serier, til gengæld er bogens personer rimeligt troværdige indenfor genrens præmisser.

Vraggods er ny, original og velskrevet dansk fantasy for ældre teenagere og voksne. Forhåbentlig kommer bind to i serien snart. Bogen kan bruges på alle biblioteker, men kræver måske lidt formidling på grund af forsiden.


Himmelskibet

Nr. 24 (2010)

af

af

Thomas Winther

Nr. 24 (2010)