Musik / rock

Waiting


Anmeldelser (3)


Gaffa [online]

d. 21. okt. 2018

af

af

Michael Jose Gonzalez

d. 21. okt. 2018

"Stemningsmættet, elektronisk, organisk og stærkt melodiøst serveres Dennerlines velovervejede ord med lige dele skrøbelig og inderlig vokal. Sangstemmen er ikke digterens stærkeste side, men hvad gør det, når nu troværdighed og intensitet er i top? ... Albummet tør på én gang, ridse, skramle og være blændende smukt i spændingsfeltet mellem lyrisk legesyghed og kølig kontrol. Og her springer gnisterne for alvor mærkbart på årets måske mest interessante danske debut. Her er virkelig noget på spil. Lyt, skru op, og lad Waiting være dit stilfærdigt skurrende soundtrack til de faldende blade".


33Plus

d. 29. nov. 2018

af

d. 29. nov. 2018

"Et uventet mesterværk ... "Wall To Wall" er (...) lyden af et tæt og mangeårigt venskab - lyden af liv, lyden af frygten for død ... En meget overvældende smuk og ærlig plade (...), der handler om at åbne sig for omverdenen, om at vente på svar på livets løbebane, og at nyde detaljerne i dagen og nattens evige nu ... Det kan opleves og høres som et både sart og storslået stemningsmættet soundtrack til et liv - hvor nogle venter på mirakler og andre på at få marginalerne over på sin side. Der leges drilsk med lyde - skæve signaler og skramlende effekter - ofte på en dragende bund af rolige rytmer - og østens mystik spiller sandelig også ind i et nummer som "Maybe", som George Harrison med garanti ville have nikket anerkendende til. Albummet opleves stærkere og stærkere for hver gennemlytning, og stråler med en mageløs sammenhængskraft, der gør det svært at skulle fremhæve enkelte numre".


Politiken

d. 30. nov. 2018

af

af

Kim Skotte

d. 30. nov. 2018

"Begrebet debut skal [her] tages med et lille gran salt. Sangeren, digteren og filmproduceren Egil Dennerline og keyboardspilleren Palle Hjorth har lavet musik sammen i 20 år ... Dennerline er ikke den store sanger, men det betyder mindre, når hele udtrykket er følelsesladet, og det må man sige, det på sin egen stilfærdige måde er. »I have a tendency to overcomplicate things«, er de første ord, Dennerline synger, og så er tonen slået an på et album, hvor livets flygtige gaver pakkes ud med ømskindede fingre ... Anslaget er her overvejende mere elegisk end popmelodisk. Det er i højere grad i de diskret ambitiøse arrangementer, at musikken opnår en egen storhed ... Et album, der ikke kommer dig buldrende i møde, men ikke desto mindre kommer dig i møde med en musik udvundet af fint destillerede eftertanker".