Det er den femte titel i forlagsserien som kendes fra bl.a. D-dag, 2002 og Berlinmurens fald, 2002. Som dem er den kendetegnet ved at give lettilgængelig, kortfattet og klart disponeret information. Børn fra 12 år vil få god viden om og indblik i emnet. At billedteksten er en lap, clipset ind på illustrationen, og at nogle faktabokse lapper ind over fotos, giver et noget disharmonisk layout. Det støder mit øje at "ødelægge" illustrationen på den måde. Teksten er sat i en lidt lille, men åben sats. Sproget er velskrevet og letforståeligt. Faktabokse indeholder bl.a. beskrivelser af historiske øjeblikke og forklaringer på institutioner. Fotos, s/h og farve, tegninger og kurver supplerer og støtter teksten. Bogen har ordliste, henvisninger til litteratur, kilder, på engelsk, og internetsider. Der er også tidslinie og register. Udmærket fotoforside og bagsidetekst giver ide om indholdet. Kronologisk fortælles og forklares om tiden omkring krakket 29.10.1929, om selve krakket og betydningen for årene efter. Sidste kapitel er om krak i nyere tid bl.a. inden for teknologiaktier. Hvert delemne fylder et opslag. Til samme aldersgruppe kan man i Amerika på Franklin D. Roosevelts tid, 1999 finde afsnit om emnet.