Bøger / skønlitteratur / graphic novels

War stories. Vol. 2


Beskrivelse


Tegneserie - graphic novel. Hvad enten kamphandlingerne udspilles til vands, til lands eller i luften, står der altid heltemodige mænd bag de dramatiske opgør mod fjenden i træfningerne under 2. verdenskrig.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. okt. 2012

af

af

Steffen Kronborg

d. 3. okt. 2012

War stories er for unge og voksne.

Anden ombæring af Garth Ennis' krigshistorier vil især tiltale læsere med interesse for krigsfly og krigsflyvere. Handlingen i to af fortællingerne udspilles i luften, og i de to øvrige historier indgår flyvere som en væsentlig ingrediens. De fire historier adskiller sig fra fortællingerne i tidligere tiders Kampflyver-hæfter og Attack-serier via deres barskere og langt mere uforsonlige tone. Forfatteren lader ikke læseren i tvivl om sin afsky for krigens rædsler, og soldaternes indsats ved fronten glorificeres langtfra. Alligevel skildres soldaterne i fortællingerne som mænd, der er parat til at dø for en sag, som er større end dem selv, og der er fortsat lang vej til de totalt desillusionerede beskrivelser af krigens meningsløshed, som man finder i værker af fx Jacques Tardi. Billedsiden til de fire historier leveres af fire forskellige tegnere med hver sit grafiske udtryk, alle på et højt professionelt niveau.

Inden for det seneste års tid er der udsendt flere albums herhjemme med krigsflyvere som omdrejningspunktet: først udkom Yann og Hugaults Den store hornugle, og senest har de danske læsere kunnet glæde sig over Yann og Juillards Mezek.

Garth Ennis' krigshistorier bygger på en grundig research af den historiske kontekst og fremstår af samme grund relativt virkelighedstro. Historierne afspejler en tilsyneladende uudtømmelig trang til at berette om - og læse om - verdenshistoriens mest omfattende konflikt.