Zeppi Ballon, fuglen Notus og sommerfuglen Ptera flyver rundt i Aarhus, hvor de har samtaler om livets begyndelse, om angst og om alt det, der forandrer sig. Billedbog for 6-8-årige.
"Skal vi ikke blive enige om, at det ikke er så vigtigt, hvor du kommer fra, bare at du er her?", spørger Ptera vennerne Zeppi og Notus, der har lyttet til sommerfuglens fortælling om, hvordan hun var larve, inden hun fik vinger og kunne følge dem i luften over Aarhus. Fortællingen begynder ved regnbuen på toppen af kunstmuseet Aros og bevæger sig til væksthuset i Botanisk Have over Den Gamle By og Moesgaard Museum for til sidst at ende i Tivoli Friheden, hvor ballonen Zeppi ender sin rejse. Undervejs har de tre venner filosofiske og undrende samtaler om livet. Første bog om Zeppi er Zeppi Ballon - fra klokkens slag til regnbuens tag.
Bogen har fine illustrationer i afdæmpede farver og er trykt på mat papir, der giver en god, taktil fornemmelse. Teksten har desværre grammatiske fejl, fx "Altså som jeg har fortalt så var jeg en larve da jeg kom ud af mit æg, og levede som lave et stykke tid." Selve historien fokuserer på de filosofiske samtaler og har et spinkelt bærende narrativ. Historien er stedsspecifik, og vil være særligt interessant for børn, der kender Aarhus.
En anden filosofisk bog er Sokrates og far.