I H, C. Andersen. En psykiatrisk studie beskæftiger Hjalmar Helweg sig med en artikel af en vis Albert Hansen, der i "Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufen" 1901 hævder, at H. C. Andersen var homoseksuel. Aksel Dreslov (En Å, en By, en Digter) afslører her, at denne Albert Hansen var proletarforfatteren Carl (Albert) Hansen Fahlberg (Spild, Et barn blev korsfæstet m. v.), og hans forfatterskab og skæbne som homoseksuel behandles kort i bogens mest spændende kapitel, der giver lyst til at beskæftige sig med det forfatterskab. Hansens artikel om H. C. A. og Dreslovs behandling af den og af Helwegs bestemte afvisning af Hansens påstand er derimod lidet givende. Hansen og Dreslov er begge ude på tynd is og overser centrale hændelser i H. C. A.'s liv, hvor hans følelser tog afgjort heteroseksuel retning. Måske kan moderne (seksual)psykisk forskning afdække hidtil ukendte lag i H. C. A.'s psyke - men mon ikke man skal tro, at H. C. A. må tilståes den biseksuelle margin, vi alle har,måske med særlig hensyntagen til hans situation som et ensomt, efter venskab tørstende menneske. Jeg skal ikke overse, at et bevis for H. C. A.'s hævdede homoseksualitet givet ville slå en vældig breche i den massive mur af fordomme, der stadig omgiver seksuelle minoriteter, men bogen her beviser hverken ditten eller datten, og den må betragtes som i bedste fald et kuriosum, i værste fald en klam fidus.