Rigt illustreret opslagsværk med 100 seværdigheder og underværker fra hele verdenen. Minder mig om udgivelserne fra Lademann i 1970'erne. Indholdet er opdelt efter kontinenter. Amerika er repræsenteret med 18, Europa 45, Asien 26, Australien 3 og Afrika med 8 seværdigheder. Oversat fra tysk, og Tyskland er med sine 9 henvisninger det enkelte land, der er rigest repræsenteret. Danmark er ikke omtalt. Baggrunden for udvælgelsen er UNESCOś liste over verdens kulturarv, som p.t. indeholder 788 steder kloden rundt. Derudover er der udvalgt arkitektoniske værker og landskaber, som endnu ikke kan smykke sig med prædikatet verdensarv, det gælder fx Eiffeltårnet, bydelen Manhattan, de forhistoriske vægmalerier ved Lascaux og Rügens kalkstensklipper. Hver seværdighed omtales på et dobbeltopslag, hvor illustrationerne fylder mere end teksten, som indeholder mange meget kortfattede informationer: geografiske, historiske, kuriositeter, rejseplanlægning, åbningstider, forslag til opholdssted og nærliggende seværdigheder. Desværre er teksten for komprimeret til svage læsere. Bogen henvender sig til nysgerrige lånere, der samler på paratviden eller rejser i fantasien. Anvendelig til mindre opgaver i de ældste folkeskoleklasser, hvis en bog foretrækkes frem for opslag på Google. Intet register.