"Hun kaster heksebesværgelser over sine fjender og skriver hårdtslående feministiske manifester, kærlighedserklæringer til New York og forsvarstaler for de rastløse og rodløse piger. Som barn og teenager gik hun rundt med næsen ned i Marveltegneserierne og med hiphoplegenderne Wu-Tang Clan i hørebøfferne, og disse helte har hun taget med sig ind i sin musik. Hun er den eneste rapper, jeg kan komme i tanke om, der både kan namedroppe Stephen King-romaner, computerspil, tegneserier, hiphoplegender, mode, internetkultur og forhistoriske hekse i sine tekster. Med sit album '1992 Deluxe' tegner hun både et skarpt og kompliceret portræt af vores tid, af sin generation og sig selv. Princess Nokia er en utilpasset rapper i vores tid, og det er derfor, hun ikke er til at komme udenom".