"I dag kan man godt tillade sig at ærgre sig over, at Larsen lod Bob Parkvist indtale Nis Petersens mere end djærve 'Kit (in memoriam)'. Det lyder meget folkeligt og autentisk, men det er Kim Larsens stemme, der trodser tidens tand. Hvilket er ensbetydende med, at det er de to omstridte Frank Jæger-fortolkninger, som er de to gode hiv i denne pakke '5 Eiffel'. Jægers 'Være-digtet' blev til 'Åh at være en høne' og til en Larsen-klassiker af de store. Åh, at være en høne, en tøjhund, et æble og en stodder. Kim Larsen er det hele, og sangen er et af de lykkeligste ægteskaber mellem Larsen og den del af den danske sangskat, han ikke selv har skrevet".