Fin og indbydende samling med 13 historier om den nysgerrige abe, Peter Pedal, og hans ven, manden med den gule hat. Højtlæsning for børn på 4-7 år.
Den første PP-bog udkom i 1941 i USA, og det tyske ægtepar Margret og H.A. Rey skrev i alt 7 historier om PP. Der er efterfølgende udgivet talrige PP-bøger af andre forfattere og illustratorer. En kort overgang kom PP til at hedde "Georg Nysgerrig" i Danmark, men efter massive protester kom han heldigvis til at hedde Peter Pedal igen. Bogen indeholder 13 historier, heraf 3 er skrevet af ægteparret Rey.
Bogen er en fin og hyggelig samling historier om PP. På bagsiden af bogen står, at der er 12 historier, men der er faktisk 13 i alt. 4 af historierne findes ikke på bibliotekerne pt. - hverken som billedbøger eller i andre samlinger. Historien "Peter Pedal lærer at tælle" er forkortet i forhold til billedbogen . I stedet for at gå op til 100, går den kun op til 50, og det er en fordel, da det er ret omstændeligt at skulle tælle samtlige ting hver gang - op til 100.
Der findes en del andre samlinger med PP-historier, bl.a. De allerbedste historier om Peter Pedal, som indeholder 12 historier. Bogen udkommer i Carlsens serie "5 minutter i godnat", og seriens øvrige bind indeholder historier med figurer fra henholdsvis Pixar og Disney.