En dejlig bog for alle de mange der holder af at smage på spændende øl og vide noget om, hvad det er de drikker, og med en forside man kan blive helt tørstig af at se på.
Det er to kendte og erfarne danske ølskribenter der har påtaget sig opgaven at smage sig frem til dette udvalg af 50 fremragende og anbefalelsesværdige øl. De kommer godt rundt i øl-landskabet fra den vildtgærede belgiske lambic over den amerikanske Sierra Nevada Pale Ale og til Limfjordsporteren, og får undervejs fortalt meget om øltyper og bryggemetoder og øllets kulturhistorie. Efter hver øltype er der henvisning til bryggeriets hjemmeside og bagest finder man et lille leksikon over ølbegreber. Mange af de udvalgte mærker står på supermarkedernes øl-hylder, andre skal man på jagt i specialbutikker for at finde. Jeg tror ølfolket vil elske at læse og smage sig gennem udvalget og være uenig i, hvorfor deres egne favoritøl ikke er med. Smukt trykt på uglittet papir og med illustrationer af flasker og glas og højt skum.
Rækken af gode danske ølbøger er lang, og forfatterne har som nævnt selv bidraget med adskillige. Fx Carsten Berthelsens Juleøl : skik og bryg, 2004 hvor han udvælger og beskriver nogle af verdens bedste juleøl.
50 danske og udenlandske øl udvalgt og beskrevet af to virkelige kendere. Et fint layout og en bog med en kraftig appel til de mange med interesse for spændende øl.