Roman for unge fra ca. 14 år. Udgivelse i Gyldendals grå serie. Et abebryllup er i følge bogen et sydafrikansk udtryk, der beskriver et solstrejf midt under en regnbyge. For bogens hovedperson, den hvide pige Reena, og hendes veninder, den sorte Thuli, den farvede Rebecca og den indiske Jay, er tilværelsen i Sydafrika svær, men dog også fuld af solstrejf. Det er en glædens dag, da Nelson Mandela bliver indsat som præsident. Også de 4 teenagepiger er glade, men for Reena kaster det en skygge over dagen, at hendes far i vrede forlader familien. Både Reena og den nye stat går en tid med mange problemer i møde. Reena og hendes familie er flyttet til byen, efter at faderen er gået fallit med familiens gård. Det er svært at klare sig igennem for alle. Reena og hendes veninder lever et almindeligt teenageliv, men selvfølgelig bliver de påvirket af samfundsudviklingen. Der er problemer med vold og narko, og Reenas bror bliver narkoman, mens Rebecca tilslutter sig en radikal kampgruppe. Bogen giver en troværdig og fascinerende skildring af det nye Sydafrika og de mange problemer, landet har. Alligevel er det en optimistisk skildring. Der er håb om en bedre fremtid. Også beskrivelsen af pigerne og deres familier er vellykket. En velskrevet, engagerende og aktuel ungdomsroman.